2007-04-12

Det særegne


Har lige været på tur i SL og beundret Annettes flotte bolig - men hold da op, hvor jeg følte mig som Bobo alene i verden! Jeg er stadigvæk (barnligt!) fascineret af at gå på opdagelse, men bliver tilsvarende skuffet over ikke at opleve noget: møde andre mennesker, se en film, få fortalt en historie, falde over noget uventet smukt, grine eller blive lidt klogere.


Jeg filosoferer stadig over, hvad der er det særegne ved SL. Skal DB bruge den anden verden som en undervisningsplatform og et udstillingsvindue for nye forskningstiltag? Som en forlængelse og udvidelse af alt det, vi gør i den virkelige verden. Eller skal SL være en æstetisk oplevelse, hvor det kreative, det sjove og det legende får frit spil over lange afstande? Ungeren havde et klart formål med at bygge i SL, de var nemlig blevet smidt ud af RL! Hvad er DB's formål med at bygge sig et hus? Vil vi simpelthen bare være først med det nye? Jeg tror ikke, det er nok; der er heller ikke så meget mediehype om det længere i Danmark. Vil vi undervise? OK, men så må vi tilføre undervisningen en SL-dimension, der gør den særegen.
Hvad mener de studerende, vil I gerne undervises i SL, og hvilke nye dimensioner kunne man forestille sig? Hvad mener underviserne, hvad vil I byde ind med?

4 kommentarer:

Annette sagde ...

Flot billede af mit hjem - men jeg er noget rystet over at Bobo kunne få adgang - jeg troede at døren var låst - og at jeg var den eneste, der havde nøglen!
Men velkommen!

Charles sagde ...

Jeg mener bestemt DB skal være repræsenteret på den ene eller den anden måde i SL.
Det er vores ansvar som forskningsinstitution at beherske og udforske potentialet af nye medier. Jeg siger ikke, at vi skal bygge en kæmpe bygning (som måske ville stå tom det meste af tiden), men at vi sammen skal se hvad SL er, hvad SL eventuelt kan/ikke kan bruges til.
Jeg mærker da allerede, at samtalerne på DB(på denne blog, i kantinen og på gangen) omkring SL er blevet mere kvalificerede. Dette skyldes måske især at Annette er her med dejlige energi og iver :-D

Lennart sagde ...

Jeg synes snart vi DB-avatarer skal mødes i Cozy Rentals nr. 18, som Annette generøst lejet til os.

Annette sagde ...

Det er efterhånden min erfaring at man skal engagere sig i SL universet for at kunne pejle sig ind på, hvad det kan bruges til. Man skal blive en del af det - prøve at tænke som en SL-borger - engagere sig i et lokalsamfund, slå sig ned - så møder man andre, der kan vise sig at være interessante bekendtskaber. Og man finder ud af hvilke typer af informationsbehov, der er vigtige. Jeg er blevet en del klogere siden jeg startede - mine ideer om, hvad SL kan bruge bibliotekerne til har udviklet sig meget - jeg tænker mere som SL borger end som bibliotekar, "der skal se, hvad bibliotekerne kan bruge SL til" - sidstenævnte er en forkert tankegang efter min mening.